Bestyrelsen indkalder hermed til ekstraordinær generalforsamling

Den 28.04.2026 kl. 16.30

Langgade 19, 8305 Tranebjerg

Dagsorden:

1. Valg af dirigent

2. Forslag til vedtægtsændringer – indførelse af støttemedlemskaber

3. Fastsættelse af beløb for støttemedlemskab

4. Eventuelt

Baggrund:

Indtægter fra støttemedlemskaber går direkte til drift og udvikling af festivalen, og er med til at skabe et økonomisk fundament, der gør arrangementet mere bæredygtigt. Ændringerne vedrører § 3, 4 og 5 i vedtægterne.

Forslagets ordlyd fremgår af det vedlagte bilag.

Bestyrelsen anbefaler generalforsamlingen at vedtage forslaget.

Med venlig hilsen 

Bestyrelsen 

Foreningen Samsø Råvare Festival

Bilag:

Bestyrelsen foreslår, at § 3 “Medlemmer” ændres og erstattes af følgende:

§ 3 Medlemmer

Foreningen har følgende medlemskategorier:

1. Ordinære medlemmer  

Som ordinært medlem af foreningen kan optages enhver fysisk eller juridisk person, herunder offentlige institutioner, foreninger, organisationer og virksomheder, som ønsker at virke aktivt for foreningens formål.

Ordinære medlemmer har stemmeret i generalforsamlingen og er valgbare til bestyrelsen.

2. Støttemedlemmer  

Som støttemedlem kan optages enhver fysisk eller juridisk person, der ønsker at støtte foreningens formål økonomisk, uden at deltage aktivt i foreningens beslutningsprocesser.

Støttemedlemmerne har ikke stemmeret på generalforsamlingen, og er ikke valgbare til foreningens bestyrelse.

Bestyrelsen foreslår at erstatte § 4 med følgende justerede ordlyd:

§ 4 Udtrædelse og eksklusion

Ordinære medlemmer kan udmelde sig af foreningen ved skriftlig henvendelse til foreningens formand med 3 måneders varsel til udgangen af et kalenderår.

Støttemedlemmer kan udmelde sig med øjeblikkelig virkning. Allerede indbetalt kontingent tilbagebetales ikke.

Et medlemskab ophører automatisk ved kontingentrestancer udover 6 måneder.

Bestyrelsen kan ekskludere ethvert medlem, der handler i strid med foreningens vedtægter eller formål. Eksklusion kan indbringes for førstkommende generalforsamling.

Bestyrelsen foreslår endvidere, at følgende tilføjelse indsættes i § 5 “Generalforsamling”:

Stemmeret på generalforsamlingen tilkommer alene ordinære medlemmer.

Størrelsen på støttemedlemskabet fastsættes af foreningens generalforsamling på den ordinære generalforsamling.

Ikrafttrædelse

Ændringerne træder i kraft straks efter vedtagelse af generalforsamlingen.